Procol Harum in Horsens

13 December 2001

This review appeared online here

Koncerten på Horsens Ny Teater fik blæst lugten af musikalsk plejehjem ud

HORSENS – Ka’ du ikke bare skrive, det er kanon!

Selv om det er halvmørkt i salen, kan jeg se begejstringen lyse i fyrens øjne. Hans forhåbningsfulde smil appellerer: Skriv det, skriv det, for det her er bare en af disse lykkelige stunder, hvor drømme bliver opfyldt.

Drømmen om at høre Procol Harum.

Oppe på Horsens Ny Teaters store scene står fem – nej, gamle kan man ikke kalde de besøgende musikere. Men en vis aldersmæssig pondus besidder de klart nok: Pianisten Gary Brooker (årgang 1945), organisten Matthew Fisher (årgang 1946), guitaristen Geoff Whitehorn (årgang 1951), trommeslageren Mark Brzezicki (årgang 1957) og som årsungen bassisten Matt Pegg (årgang 1971).

Vi nede i salen har vel nogenlunde samme gennemsnitsalder som bandet. Og vi dyrker – ja, hvad er det egentlig, vi dyrker? Nogle minder fra de sene 1960’ere? Eller en levende nutid?

Jeg er ikke den eneste, som er lidt forvirret. For når jeg (årgang 1951) spørger de bekendte, jeg løber på, er deres svar også lidt nølende. Som om heller ikke de helt ved, hvad de er kommet efter.

„Grand Hotel"

Oppe på scenen er Gary Brooker i gang med „Magdalene (My Regal Zonophone)" (årgang 1968), og umiddelbart efter følger „Homburg" (årgang 1967). Vi sejler i kendt farvand.

Brooker ligner en yngre udgave af Sean Connery. Stemmen har det tilsvarende godt. Men det er underligt at se ham sidde ved et elektrisk klaver. Dén mand skal spille flygel. Det lægger musikken op til. Stor, bred, klassisk præget.

Men det kniber gevaldigt med at få tonerne losset ud over scenekanten.

- Vi har ikke spillet siden september, siger Gary Brooker. Vi var simpelthen udkørte.

Men kan det passe, at tre måneder ikke har været nok til at hvile ud?

„Fires (Which Burnt Brightly)" (årgang 1973) bringer os til en blues-sang. Manden bag klaveret siger noget om, at sådan spillede Procol Harum-medlemmerne, før de blev Procol Harum. Og sangen fungerer da også udmærket, men er det dét, vi er kommet for?

„Grand Hotel" redder det meste i land. Den smukt svunge titelsang fra bandets syvende lp (årgang 1973) danser ud gennem højttalerne og henter for første gang gløden og varmen frem.

„Going For A Song"

At tale om et sceneshow vil være at overdrive. De fem musikere serverer ikke meget for øjnene. Kun guitaristen Geoff Whitehorn bevæger sig nu og da frem til scenekanten og ser ud, som om han holder af at spille guitar.

Matthew Fisher – som sammen med Brooker er alene om at repræsentere det originale Procol Harum – klistrer til sit orgel med en udstråling som én, der er utilfreds med at være sat på natholdet. Hvad mon han er kommet for?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at han i 1969 forlod Procol Harum og senere gjorde status med en lp (årgang 1973), hvor han på et af numrene „Going For A Song" direkte erklærer: „Please don’t make me sing that song again." Og „that song" er klart nok „A Whiter Shade Of Pale" (årgang 1967), for han citerer den undervejs med nogle få toner på orgelet.

Nu sidder han så her som medlem af et gendannet Procol Harum. Vel vidende at vi alle sammen nede i salen venter på netop „that song".

Er det derfor, han har så svært ved at smile?

„A Salty Dog"

Heldigvis trækker Gary Brooker i modsat retning. Aftenens kapelmester virker helt anderledes engageret og kommenterer med en humor så tør og engelsk, at det slår bro over megen skepsis.

Som da han joker med bandets alder og introducerer „Beyond The Pale" (årgang 1974) som „en sang, vi skrev, da vi turnerede i Norge i 1952".

„A Salty Dog" (årgang 1969) følger umiddelbart efter. Varmegraderne i salen er på vej opad, og skumsprøjtene fra de tre vers skubber yderligere på.

Da bifaldet ruller op mod scenen, er det ham fyren prikker til mig: - Ka’ du ikke bare skrive, det er kanon!

„Repent Walpurgis"

- Vi kan ikke så mange julesange, men I får dem alle sammen, har Gary Brooker fortalt os.

Så nu følger „A Christmas Camel" (årgang 1967). Derpå „New Lamps For Old" (årgang 1974) og bagefter „As Strong As Samson" (årgang 1974), der til slut bliver drejet over i reggae.

Stemningen har virkelig fået fat. Og bliver hevet helt i top med „Repent Walpurgis" – det iørefaldende instrumentalnummer, som blev lagt i de afsluttende riller på Procol Harums første lp (årgang 1967).

- Tak for i aften, råber Gary Brooker, mens vi råber på mere.

„Learn To Fly"

For vi skal da ikke undvære „A Whiter Shade Of Pale"? Matthew Fisher skal da ikke ha’ sin vilje?

De fem musikere gør sig kostbare og lægger en hårdt rockende „Learn To Fly" fra gendannelses-lp’en „Prodigal Stranger" (årgang 1991) ind som første ekstranummer.

Men så er der heller ingen vej tilbage. Som koncertens 21. og afsluttende titel kommer sangen, der har både båret og belejret Procol Harum:

„We skipped the light fandango, turned cartwheels ‘cross the floor, I was feeling kinda seasick, but the crowd called out for more…"

Hele salen gynger og synger og skråler med. En stor, orgiastisk fællessang, som blæser enhver lugt af musikalsk plejehjem ud i nattemørket.

Tilbage står i stedet et af de øjeblikke, teatrets mure vil fortælle om, den dag mursten lærer at formulere sig forståeligt.

Af Chr. Rimestad fredag d. 14. dec. 2001 kl. 12:30